Païolive-træet nær Vans
|
|
Païolive-træet nær Vans |
|
Forestil dig en fortryllet skov, hvor stenene tager fantastiske former, hvor dyrene gemmer sig blandt træerne, og hvor floderne synger og hvisker. Velkommen til Païolive-skoven, et naturhelgested, der inviterer dig til opdagelse og forundring.
Païolive-skoven ligger på grænsen mellem tre departementer: Ardèche, Gard og Lozère. Den strækker sig over tre kommuner: Les Vans, Banne og Berrias-et-Casteljau. Den ligger ved foden af Cévennerne, mellem Rhône-Alpes og Languedoc-Roussillon. Cirka 30 km fra Aubenas, Ardèche's sous-præfektur. Den har været hjem for de første mennesker for over 50.000 år siden. De efterlod spor af deres tilstedeværelse i grotter og overhængende klippebunker. De byggede også dolmen, disse gravmonumenter, der vidner om deres respekt for de døde.Den har oplevet de første civilisationer, som har temmet jordens og ilden. De lavede keramik, værktøj og smykker. De dyrkede vin, oliven og korn. De har formet landskabet med stenmure, terrasser og hytter.
Païolive-skoven har oplevet eventyr, der har inspireret romanforfattere. Den har været tilflugtsted for oprørere, modstandsfolk og forelskede. Det har været kulissen i Firmin Boissin's roman "Jan af Månen", som fortæller historien om en ung mand, der kæmper for frihed og kærlighed. "Jean de la Lune ved Païolive" er en legende fra Ardèche, der fortæller om en ung mand ved navn Jean, der boede i området omkring Païolive forestilling, i Ardèche, Frankrig.
Ifølge legenden var Jean forelsket i en ung pige fra landsbyen, men deres kærlighed var forbudt af pigens forældre. En aften, fortvivlet, besluttede Jean at forlade landsbyen og søge tilflugt i Païolive-skoven. Der begyndte han at færdes og søge efter mening med sit liv og en løsning på sin sorg. Det siges, at han gik i skoven så længe, at han til sidst forsvandt og blev til en mystisk skikkelse kaldet Jean de la Lune, en velvillig ånd, der vogter over skoven og dens indbyggere. Nogle siger, at man stadig kan se Jean de la Lune vandre blandt træerne ved fuldmåne, på jagt efter fred og kærlighed.
Païolive-skoven er en skat, naturens skat. Den består af kalksten, der er omkring 180 millioner år gamle. De er blevet formet af erosion, som har skabt vidunderlige formationer. Gorges, hvor Chassezac-floden flyder, en klar og levende flod. Læsider, hvor revner og sprækker tegner sig. Kaos, hvor stenblokke ligger stablet. Skulpturer, der ligner dyr, ansigter eller figurer.
Païolive-skoven er et økosystem, rigt på biodiversitet. Den rummer en lang række naturlige miljøer, som byder hjem for mange planter og dyr. Våde områder, hvor der vokser planter ved flodens bredder, som pile, elm, siv. Klippemiljøer, hvor planter som saxifrage, juleroser og orkideer findes. Gamle skove med majestætiske træer, som hvid eg, grøn eg og fyr. Grene og tørre græsarealer, hvor der blomstrer Middelhavsplanter som timian, rosmarin og lavendel.
Païolive-skoven er også et mysterium, skjult under jorden. Den er gennemskåret af grotter og underjordiske kilder, som er forbundet via netværk af tunneler. Den første til at udforske dem var geologen Jules de Malbos i 1800-tallet. Han opdagede stalaktitter, stalagmitter, hængende gardiner, søjler og perler af skovhuler.
Païolive-skoven er en reference inden for geologi. Den gav navn til en geologisk period: Berriasien. Det var i Berrias, på Berrias-et-Casteljau, at man undersøgte en særlig kalksten, der markerede begyndelsen på Kridttiden for 145 millioner år siden.
Forestil dig et sted, hvor naturen regerer, hvor stenene tager underlige og fantastiske former, hvor planter og dyr er unikke og værdifulde. Den plads findes — det er Païolive-skoven, en skjult skat midt i Ardèche. Siden 1934 har den været beskyttet af loven, fordi den rummer en enestående biodiversitet. Den er en del af de økologiske områder med særlig interesse, Natura 2000-områder og Naturskønne Romer.
Païolive-skoven er et paradis for botanikere, zoologer og de nysgerrige. Der opdager man konstant nye plante- og dyrearter, ofte endemiske og sjældne. Blandt de blomster, der lyser landskabet op, kan man beundre den næsten hvide centauria, hvis kronblade er let rosa. Man kan også finde Lecoqs centrant, opkaldt efter en berømt fransk botaniker, den farverige krokus, der blomstrer kraftigt til foråret, den beskedne og elegante småbladede epipactis, den store, hvide blomsteragtige "sø papirkurv", der ligner en lille hvid blomkål, og en epifytisk mos, der sidder på grenene af træerne.
Païolive-skoven er også et fristed for pattedyr, især den europæiske bever, der bygger dæmninger og hytter langs floden, og for flagermus, disse små flyvende pattedyr, der også kaldes flagermus.
Det er også et ynglested for mange fugle, blandt dem den europæiske troldfisker, der dykker ned i vandet for at fange fisk, den europæiske ugle, Europas største natlige rovfugl, den europæiske rørhøne med sit skarpe blå og grønne fjerdragt, fuglekvidderen med sit høje kald, trane, der svæver majestætisk over skoven, den blåfugl med sit metalliske ryg, skovskaden, der hamrer på træstammerne med sit næb, den rovfugl, der flyver højt over træerne, eller den omtalte sangfugl, der efterligner andres sange, og den pragtfulde hættemåge, der spænder sin halefjer ud i symmetri.
***
Païolive-skoven er en ældgammel, gådefuld skov, der ligger i det sydlige Ardèche. De mærkelige formede klipper, skåret af erosion, er hjem for mange legender og hemmeligheder. En af de mest kendte er historien om Jean Måne, en ung dreng, der boede i en grotte med sin mor, en heks. Jean Måne havde blå øjne som himlen og blondt hår som solstråler. Han elskede at gå rundt i skoven om natten, oplyst af månen, og kigge på stjernerne.
En dag mødte han en ung pige ved navn Marie. Hun var datter af en herremand fra nabobygden, og hun var meget smuk. Hendes øjne var grønne som blade, og hendes brune hår var som grenene. Hun elskede at gå i skoven om dagen, ledsaget af sin hund, og plukke blomster. Da de så hinanden, blev de forelskede. De bestemte sig for at mødes hver aften ved Chassezac-floden, som løber gennem skoven.
Men deres kærlighed var forbudt. Jean Månes mor ville ikke have, at han gik med en pige fra landsbyen, og Maries far ville ikke have, at hun skulle gifte sig med en heksesøn. De prøvede alt for at adskille dem, uden held. Jean Måne og Marie sad stadig sammen i skjul og drømte om at flygte sammen.
En aften, da de mødtes på bjergkammen med bjørnen og løven, en tredobbelt bue formet som to dyr, der kæmper, blev de overrasket af soldater sendt af Maries far. De jagtede dem gennem skoven og jagtede dem til kanten af en klippe. Jean Måne og Marie tog hinanden i hånden og sprang ud i ingenting...
Men i stedet for at dø, blev de reddet af månens magi, som forvandlede dem til to stjerner. Siden da kan man se deres lys skinne i himlen over Païolive. De er blevet symbolet på evig kærlighed, der overvinder forhindringer og fordomme.
Païolive-skoven er et sted fyldt med historie og mysterier, der har inspireret utallige legender gennem tiden. Her er nogle af disse fantastiske fortællinger:
Legenden om vandgudinden fortæller om en smuk kvinde, der boede i en skjult kilde dybt inde i skoven. Hun elskede at bade i Chassezac-floden og tiltrak mænd med sin melodiske stemme. Men prøvede en af dem at nærme sig hende, druknede hun ham uden nåde. En dag lykkedes det en hyrde ved navn Pierre at fange hende og tage hende med hjem. Han holdt hende indespærret i en bur og håbede at få hende til at forelske sig i ham. Men vandgudinden, der var væk hjemmefra for længe, led af savn og bad Pierre om at sætte hende fri. Han nægtede, og hun døde af sorg. Siden da siges det, at hendes klagefulde stemme stadig kan høres i skoven, og at vandet i Chassezac er forbandet.
Legenden om ridderen fra Casteljau handler om en germansk kriger, der forsvarede Casteljau-slottet, beliggende ved skovens indgang. Han var kendt for sin mod og gavmildhed, og han elskede at ride gennem skoven på jagt efter eventyr. En dag mødte han en smuk dame i nød, der bad ham hjælpe hende med at slippe væk fra en bandit. Ridderen accepterede og kæmpede mod banditten. Men det var en fælde: Damen var bandittens medskyldige, og hun udnyttede hans distraktion til at stikke ham en dolk i ryggen. Ridderen faldt fra sin hest og døde med en forbannelse over den forræderiske kvinde. Siden da siges det, at hans ånd febrerer i skoven, og at hans hvide hest dukker op for at guide fortabte pilgrimme mod udgangen.
Legenden om bjergkammeret med bjørnen og løven siger, at det er en tredobbelt bue, skabt ved erosion, som ligner to dyr, der kæmper. Ifølge historien boede der engang en bjørn og en løve i skoven, og de var uenige om territoriet. En dag besluttede de at afgøre sagen med en kamp ved Chassezac. De kastede sig over hinanden med en sådan kraft, at jorden rystede. Deres kamp var så voldsom, at de blev til sten, der stod fast i jorden. Siden den gang anses bjerget for at symbolisere styrke og mod, og den, der vover at krydse det, vil blive velsignet af naturen.
Tidligere feriehjem med en have ved Allier-floden, L'Etoile Gæstehus ligger i La Bastide-Puylaurent mellem Lozère, Ardèche og Cevennerne i Sydfrankrigs bjerge. Ved krydset af GR®7, GR®70 Stevenson-stien, GR®72, GR®700 Regordane måde, GR®470 Allierskloften-stien, GRP® Cévenol Rundtur, Ardèche-bjergene Rundtur, Margeride Rundtur. Mange ruter til rundvandringer og dagsudflugter med vandreture og cykelture. Ideelt til et afslappende ophold og vandreture.
Copyright©etoile.fr