En naturhelligdom ved foden af Cévennerne
Forestil dig en fortryllet skov, hvor stenene tager fantastiske former, hvor dyrene gemmer sig blandt træerne, og hvor floderne synger og hvisker. Velkommen til Païolive-skoven, et naturhelgested, der inviterer dig til opdagelse og forundring.
Païolive-skoven ligger på grænsen mellem tre departementer: Ardèche, Gard og Lozère. Den strækker sig over tre kommuner: Les Vans, Banne og Berrias-et-Casteljau. Den ligger ved foden af Cévennerne, mellem Auvergne-Rhône-Alpes og Occitanie, cirka 30 km fra Aubenas, Ardèches sous-præfektur.
Den har været hjem for de første mennesker for over 50.000 år siden. De efterlod spor af deres tilstedeværelse i grotter og overhængende klippebunker, og byggede også dysser, disse gravmonumenter, der vidner om deres respekt for de døde. Skoven har oplevet de første civilisationer, som har tæmmet jorden og ilden, lavet keramik, værktøj og smykker. Disse tidlige beboere dyrkede vin, oliven og korn og har formet landskabet med stenmure, terrasser og hytter.
Historien og legenden om Jean de la Lune
Païolive-skoven har oplevet eventyr, der har inspireret romanforfattere. Den har været tilflugtsted for oprørere, modstandsfolk og elskende. Det har været kulissen i Firmin Boissins roman Jan de la Lune, som fortæller historien om en ung mand, der kæmper for frihed og kærlighed. "Jean de la Lune ved Païolive" er også en legende fra Ardèche.
Ifølge legenden var Jean forelsket i en ung pige fra landsbyen, men deres kærlighed var forbudt af pigens forældre. En aften, fortvivlet, besluttede Jean at forlade landsbyen og søge tilflugt i Païolive-skoven. Der begyndte han at flakke om og søge efter mening med sit liv og en løsning på sin sorg. Det siges, at han gik i skoven så længe, at han til sidst forsvandt og blev til en mystisk skikkelse kaldet Jean de la Lune (Jean af Månen), en velvillig ånd, der vogter over skoven og dens indbyggere. Nogle siger, at man stadig kan se Jean de la Lune vandre blandt træerne ved fuldmåne, på jagt efter fred og kærlighed.
En geologisk og underjordisk skat
Païolive-skoven er en sand naturskat. Den består af kalksten, der er 180 millioner år gamle, som er blevet formet af erosion og har skabt vidunderlige formationer: Kløfter (Gorges), hvor den klare og levende Chassezac-flod flyder; lapiaz, hvor revner og sprækker tegner sig; kaos, hvor stenblokke ligger stablet oven på hinanden; og naturlige skulpturer, der ligner dyr, ansigter eller figurer.
Den er også et geologisk mysterium, skjult under jorden. Skoven er gennemskåret af grotter og underjordiske kilder, som er forbundet via enorme netværk af tunneler. Den første til at udforske og beskrive dem var geologen Jules de Malbos i 1800-tallet. Han opdagede drypsten (stalaktitter og stalagmitter), hængende gardiner, søjler og smukke huleperler. Fra et videnskabeligt synspunkt er skoven en absolut reference: den gav navn til en geologisk periode, Berriasien. Det var netop i Berrias (i Berrias-et-Casteljau), at man undersøgte en særlig kalksten, der markerede begyndelsen på Kridttiden for 145 millioner år siden.
Den exceptionelle biodiversitet i Païolive
Dette sted er et bemærkelsesværdigt økosystem, utroligt rigt på biodiversitet. Det rummer en lang række naturlige miljøer, som byder hjem for utallige plante- og dyrearter: vådområder, hvor der vokser flodplanter (pil, el, siv); klippemiljøer, hvor planter klamrer sig fast (stenbræk, husløg, orkideer); gamle skove domineret af majestætiske træer (hvideg, steneg, fyr); samt garrigue og tørre græsarealer, hvor timian, rosmarin og lavendel blomstrer.
Forestil dig et sted, hvor naturen regerer, hvor stenene tager underlige og fantastiske former, hvor planter og dyr er unikke og værdifulde. Siden 1934 har Païolive-skoven været beskyttet af loven på grund af sin enestående biodiversitet. Den er klassificeret som ZNIEFF type I (naturområder af økologisk interesse), Natura 2000-område af fællesskabsbetydning, samt som følsomt naturområde (Espaces Naturels Sensibles).
Skoven er et paradis for botanikere, zoologer og nysgerrige sjæle. Der opdages konstant nye plante- og dyrearter, der ofte er endemiske og sjældne. Blandt de blomster, der lyser landskabet op, kan man beundre den næsten hvidlige knopurt, Lecoqs sporebaldrian, den farverige krokus (der byder på levende forårsfarver), den diskrete og elegante småbladede hullæbe (en orkidé), og den store sølvkurv.
Païolive-skoven er også et fristed for pattedyr, især den europæiske bæver, der bygger dæmninger og hytter langs floden, og for flagermus. Det er ligeledes et ynglested for mange fugle: isfugl, stor hornugle, ellekrage med sin lysende blå og grønne fjerdragt, lille flagspætte, lærkefalk, hedelærke, sort glente, blådrossel, fiskeørn, sanger og hærfugl.
Myter og legender i Païolive-skoven
Denne ældgamle, gådefulde skov i det sydlige Ardèche skjuler mange hemmeligheder i sine mærkeligt formede klipper. Blandt dem er der en anden version af historien om Jean de la Lune, en ung dreng, der boede i en grotte med sin mor, en heks. Jean havde blå øjne som himlen og blondt hår som solstråler. Han elskede at gå rundt i skoven om natten, oplyst af månen, for at kigge på stjernerne.
En dag mødte han en ung pige ved navn Marie. Hun var datter af en herremand fra nabobyen og utrolig smuk; hendes øjne var grønne som blade, og hendes hår var brunt som grene. Da de så hinanden, blev de stormende forelskede. De besluttede sig for at mødes hver aften ved bredden af Chassezac. Men deres kærlighed var forbudt. Jeans mor ville ikke tillade, at han omgikkes en pige fra landsbyen, og Maries far nægtede at lade hende gifte sig med en heksesøn. På trods af forbuddet mødtes de fortsat i skjul.
En aften, da de mødtes ved klippen med bjørnen og løven, blev de overrasket af soldater. Forfulgt og trængt op til kanten af en klippe tog Jean og Marie hinanden i hånden og sprang ud i afgrunden. I stedet for at dø, blev de reddet af månens magi, som forvandlede dem til to stjerner. Siden da har man kunnet se dem skinne på nattehimlen som et symbol på den evige kærlighed, der overvinder alle fordomme.
Païolive-skoven har inspireret mange andre legender:
Legenden om Vandfeen: En smuk ung kvinde boede i en skjult kilde dybt inde i skoven. Hun tiltrak mændene ud i Chassezac med sin melodiske stemme og druknede dem uden nåde. En hyrde ved navn Pierre formåede at fange hende i håb om at få hende til at forelske sig i ham. Men feen sygnede hen væk fra vandet. Pierre nægtede at slippe hende fri, og hun døde af sorg. Siden dengang siges det, at man stadig kan høre hendes klagende stemme, og at vandet i Chassezac er forbandet.
Legenden om ridderen fra Casteljau: Denne ædle kriger, kendt for sit mod, forsvarede Casteljau-slottet. En dag ville han redde en smuk dame i nød, som blev angrebet af en bandit. Det viste sig at være en fælde: damen var bandittens medskyldige, og hun dolkede ridderen i ryggen. Ridderen døde og forbandede forræderen. I dag fortælles det, at hans spøgelse hjemsøger skoven, og at hans hvide hest dukker op for at guide vildfarne rejsende ud.
Legenden om Klippen med Bjørnen og Løven: Denne tredobbelte bue, skabt af erosion, ligner to dyr, der kæmper. Ifølge historien stredes en bjørn og en løve engang om territoriet. De besluttede at afgøre striden med en titanisk kamp ved Chassezac-floden. Deres sammenstød var så voldsomt, at de med det samme forstenede og blev til klippen. I dag betragtes dette sted som et symbol på styrke og mod.